Sylvia er fantastisk.
Hun kan bearbejde sine trommer, som ingen andre pigtrådsfolk. Selv om janisharerne fra seks andre orkestre, som serverede beat-musik i Fyens Forum i aftes slog sig sammen, kunne de ikke overgå hende.
The Liverbirds var herlige, britiske piger. Sådan skrev BT dagen efter premieren på verdens første pige-pigtrådsorkester, The Liverbirds danmarks-turnée, der fandt sted i januar-februar (1965).
Sylvia Saunders, 18, er bare en fjerdedel af de verdensberømte Liverbirds, men på scenen er hun alt dominerende. Fra sin plads ved trommerne i baggrunden har hun hele salen i sin hule hånd. når hun tamper løs i trommeskind, high hat og bækkener. Hun virrer med hovedet, så man til tider frygter, det skal ryge af, og selv om det ser ud som om hun fører sin egen lille pigtråds-krig uden at tage hensyn til de øvrige medlemmer, er sagen den at hun - skønt gruppens benjamin - i virkeligheden har kommandoen.
Efter to Danmarks-besøg har pigerne ikke lagt skjul på, at de har tabt deres hjerter til os nord for Østersøen. Sylvia især. Hun fejrede den 31. oktober sin 18-års fødselsdag i KB-Hallen i København og modtog af sine danske værter som gave en figur af kongelig porcelæn forestillende - såmænd en Liverbird, ifølge sagnet en ikke altfor behagelig rovfugleart, som levede på det sted, hvor senere byen Liverpool blev anlagt.
De fire piger: Mary McGlory (18), Pamela Birch (19), Valerie Gell (19) og Sylvis Saunders (18) er besætningen i verdens første pige-pigtrådsorkester, som nu i månedsvis har været fast husorkester i Star Club, Hamburg, og som efter to heldige turneer i Danmark er inviteret herop igen.
Overalt hvor de fire piger har optrådt, har de været ude for de samme spørgsmål:
-Hvor længe har i spillet sammen? (2 år)
-Bliver i aldrig gale på hinanden? (Jo, men så skændes vi, til det går over)
-Hvorfor et rent pigeorkester? (Drengene ville ikke have os med)
-Hvad tjener i? (Ca. 5000 kr. hver om måneden)
-Hvad bruger i pengene til? (Plader, plader og tøj)
-Hvilken plader? (Beatles og Stones)
(Artikel fra "Beat" nr.1 1965.